Det sidste
farvel
Når
man er ude og se på en 8 ugers hvalp, er det sidste man tænker på, at man på et
eller andet tidspunkt skal sige farvel til den igen. Man får hvalpen hjem, og
man begynder at lære dens personlighed at kende, og i sit stille indre, får man
tanken om at lige præcis den hund man har inviteret ind i sit liv, er den
eneste hund der kommer til at leve for evigt. Sådan havde jeg det med Ace, min
elskede jack russel terrier, jeg måtte sige farvel til i en alt for tidlig
alder.
Hun
var min bedste ven, min træningsmakker, hende jeg kunne fortælle mine dybeste
hemmeligheder til, og lige meget hvad så var hun altid glad og hun tilgav
altid. Alt i alt så var hun min bedste ven, og vil altid have en stor plads i
mit hjerte.
Ace
blev kun fem år, og grunden til at hun ikke er her i dag, var ar hun i en alder
af 2,5 år fik konstateret dårlig ryg og meget løse hofter, og det giver en del
smerter for hunden. Ace havde i længere tid haft en aggressiv adfærd over for
hunde og mennesker, og da vi fandt problemet til adfærden fik hun
smertestillende, kiropraktisk behandling, genoptræning af muskler i bagkroppen
og adfærdstræning. Selv om, at der skete en masse fremskridt, og hendes adfærd
blev meget bedre, så sad den uønskede adfærd så dybt mentalt i hende, at der
efter 2,5 år ikke var mere at gøre. Hendes adfærd havde udviklet sig så meget
negativt at jeg en aften besluttede mig for at hun skulle have fred. Det var
ikke en svær beslutning, men en hård beslutning, da der kom en dato på hvornår
jeg skulle lege gud, og bestemme at hun ikke skulle leve mere.
Der
gik otte dage fra min beslutning blev taget, til at jeg skulle sige farvel, og
det var nogle meget hårde dage. Hver gang jeg så på hende tænkte jeg “ er det
nu det rigtige jeg gør?, er der ikke et eller ander jeg kan gøre for hende så
hun får det bedre?”
Jeg
brugte de sidste dage til at sige ordentligt farvel til hende, og til at tænke
på alle de skønne minder vi havde sammen.
Da
jeg ringede til dyrlægen for at aftale en tid hvor jeg skulle sige farvel til
Ace, snakkede vi også om hvorvidt jeg skulle have dyrlægen hjem til mig. Det
tilbyder mange dyrlæger. Det skulle jeg lige tænke lidt over, da Ace ikke
bryder sig om at der kommer fremmede ind i hendes hjem, så spørgsmålet var nu
om det vil blive en mindre stressende oplevelse for hende?
Jeg
snakkede også med en veninde der kunne fortælle mig at man kan få lavet nogle
glasperler, hvori asken fra ens hund kan komme i, og så kan man sætte dem i et
armbånd, halskæde eller øreringe. Jeg var ikke i tvivl om at sådan et armbånd
ville jeg have, og det kunne laves igennem min dyrlæge, så jeg bare skulle
vælge hvilken perle jeg vil have.
Det
er ikke sikkert at det vil være en god ide for alle, at få et armbånd hvor man
kan mindes sin afdøde hund, men for mig
var det være med til at huske alle de gode minder vi har sammen, og hun har
alene været med til at starte min hundeverden.
Da
den sidste dag min med elskede Ace kom, blev den brug på at gå lange ture. Vi
gik en tur i skoven som hun elsker, hun fik hendes ynglingsmad til morgenmad,
og hun fik lov til at sove i sengen. 30
min før jeg havde tid ved dyrlægen tog jeg og min kæreste på stranden med Ace,
så hun kunne få en sidste tur i bølgen blå, som hun elskede.
Ved
dyrlægen kom vi ind i et konsultationsrum hvor aflivningen skulle finde sted.
Jeg holdte Ace i min arme, mens hun fik en sprøjte der fik hende til at sove.
Jeg sad på en sofa med Ace i mine arme,
mens hun lå og så på min kæreste og faldt i søvn. Vi havde taget det
lammeskindstæppe med, som Ace sov på hver aften. Det blev lagt på stålbordet,
som Ace skulle ligge på, da hun fik den sprøjte der fik hendes hjerte til at gå
i stå. Jeg brød mig ikke om tanken, at hun skulle ligge på et koldt stålbord,
når hun trak vejret for sidste gang. Da Ace ikke trak vejret mere, blev der
tændt nogle stearinlys, og min kæreste og jeg fik lov til at være alene sammen
med hende, så vi kunne sige et sidste farvel
Da
vi havde sagt farvel til Ace, blev hun lagt i en lille kiste, sammen med hendes
lammeskind, så hun vil komme til at ligge behageligt hele rejsen. Jeg syntes at
det var en meget fin aflivning af Ace, og jeg var glad for min beslutning om at
jeg kom til dyrlægen, så Ace blev så
lidt stresset som muligt, og det var mig der tog beslutningen om hvornår jeg
gik fra hende.
Efter
ca. en uge, modtog jeg et opkald fra dyrlægen, om at mit armbånd var kommet.
Jeg tog ned og hentede det, og til min store glæde havde de også lavet en urne,
det var umalet, så den er nedbrydelig på 10 år. Jeg havde ikke bestilt en urne,
men jeg havde spurgt om det var muligt at få noget aske, så jeg kunne sprede
det ud i havet, da Ace elskede vand. Så jeg blev lidt overrasket da jeg modtog
en hel urne.
Jeg
bærer armbåndet hver dag, og bliver glad hver gang jeg ser på det, og føler at
jeg kan mærke Ace´s sjæl følger mig. Urnen står lige nu på et skab i min stue,
men til sommer vil min kæreste og jeg grave den med på en strand hvor Ace
elskede at være.
Det
at sige farvel til en hund, tror jeg er meget forskelligt fra person til
person, og for mig været en meget hård processes. Så jeg er meget glad for at
jeg har været med hele vejen, og at det har været mig der har bestemt i hvilket
tempo det skulle gå. Jeg har været i sorg, over at miste hende men jeg er
kommet igennem ved at mindes alt det gode.
Farvel
Ace min elskede hund og bedste ven, du vil altid være husket.
